For kr.- 2495 kan du få professionel arkitekt hjælp
Byg nyt hus og få det meste ud af byggebudgettet
Få inspiration til indretning af din tilbygning
Få kvalificeret hjælp til byggetilladelsen.
BESTIL TID

Projekter


Utrolig flot udvidelse af uddannelsesinstitution

Skive Viborg HF og VUC fik bl.a. nye undervisningslokaler, lærerarbejdspladser og et centralt studiemiljø koblet sammen i en både funktionel og æstetisk løsning ved tilbygning og ombygning.

- Vi satte hele projektet i gang, fordi vi havde pladsmangel - helt konkret manglede vi 5 undervisningslokaler. Så vi gik selv i gang med at kigge på mulighederne - kunne vi måske dele nogle lokaler op, eller var der andre muligheder, siger rektor Kent West Kristensen.

- Og mens den proces stod på fik vi øje på en del andre behov end ekstra undervisningslokaler. Skolen bestod af to adskilte bygninger, der var forbundet med en bro, så vi manglede i den grad et centrum med de vigtigste funktioner for kursister og besøgende - reception og vejledere - og skolen var utrolig svær at orientere sig i.

40 nye lærerarbejdspladser

- Under forløbet kom der nye overenskomster, så der opstod også et behov for 40 nye lærerarbejdspladser. Vi måtte sande, at det simpelthen ikke var vores spidskompetence at indrette, så derfor fik vi beskrevet vores behov og opstillet en budgetramme, og så inviterede vi to arkitektfirmaer til at komme med et bud, siger Kent West Kristensen.

Kursister og lærere blev hørt

Det blev de to arkitektfirmaer Quattro og Method and Madness Architects, der i samarbejde vandt opgaven. Som noget af det første i processen blev der holdt to worksshops med både kursister og personale.

- Her lavede vi nogle flowtegninger, der viste hvor trafikken gik i huset. Hvor de vigtigste forbindelsesveje gik. Det var en utrolig god proces, og arkitekterne var dygtige til at lade folk komme til orde og lytte til dem. Og efter de to workshops blev projektet rettet til. Jeg vil sige, at de to workshops fik både kursister og personale til at føle, at de ejede projektet sammen med arkitekterne, og det er jo fantastisk, siger Kent West Kristensen.

Tilbygning samlede skolen

Skive Viborg HF og VUC bestod af to separate og meget forskellige bygninger og løsningen blev en tilbygning, der samlede de to bygninger og skabte et naturligt centrum.

- Det er jo sin sag at forbinde en smuk gammel bevaringsværdig bygning fra 1880 med en knap så smuk betonbygning fra 1969, men det er virkelig lykkedes flot. Muren i den gamle bygning er  blevet åbnet op, men noget af muren står rå tilbage, og det giver et meget urbant miljø. En lokal rektor, der var på besøg, sagde, at der er noget New York over det - og det var bestemt en kompliment, siger Kent West Kristensen.

Studiezoner og café-miljø

- Folk er generelt glade for det endelige resultat, og alle der kommer på besøg her synes jo, at det er utroligt flot, siger rektoren.

- Vi bruger det nye fællesrum meget. Kursisterne er begyndt at bruge det til gruppearbejde, til at lave lektier i eller bare hænge ud. Og før havde vi en klassisk kantine med firkantede borde, der stod ud fra væggene. Den blev ikke brugt af kursisterne, men nu har vi fået et cafe-miljø, hvor man har lyst til at komme, og kantinen har aldrig solgt så meget, som den gør nu, siger han.

Fleksibelt fællesrum, der bliver brugt

- Lærerne er glade for deres arbejdspladser, men de bruger dem ikke helt, som vi havde forventet. Vi har delt rummet op i tre zoner, og den stillezone, vi har fået, bliver ikke brugt så meget. Her tror vi, at vi kommer til at lave om, og så indrette nogle mødefaciliteter i stedet, siger Kent West Kristensen.

Sammenhæng mellem æstetik og funktion

- Folk, der kommer og ser skolen nu, synes, at den arkitektoniske sammenhæng mellem de to meget forskellige bygninger er utroligt flot, og miljøet omkring fællesrum og cafemiljø med farver, lamper og møblering bliver også rost, og her skylder vi Michelle Salanson fra Method and Madness Architects stor tak. Der har hun virkelig kastet sit guldstøv over projektet, siger Kent West Kristensen.

- Vi er rigtigt glade for den sammenhæng der er mellem æstetik og funktion. Det har været en rigtig god proces, og vi har også allerede anbefalet Michelle Salanson til en teknisk skole, der står i en lignende situation, som vi gjorde, siger rektor Kent West Kristensen. 

Forespørgsel
Send en forespørgsel – helt uforpligtende.
Cases
Projekter
Læs mere
Kurt Smedegaard Skjern
Læs mere
Arkitekten sikrede den bedste løsning
Læs mere